UTRYG

Telefonen ringer, det er et nummer jeg ikke kender.

Som altid tager jeg den ikke, det er angstprovokere for mig at tage telefonen når jeg ikke ved hvem der befinder sig i den anden ende. Jeg spørger hvem er du, da jeg kan se nummeret har haft ringet før. Jeg går kold i sofaen, mens jeg ligger i ske med Teis til en film, han er også faldt i søvn, da jeg vågner læser jeg de tre beskeder der er tikket ind i mellem tiden.

En telefonsamtale

“Ring til mig…”

“din fars søn”

“navnet på ham i den sidste besked”

Jeg ligger i sofaen og overvejer hvorvidt jeg skal ringe, jeg har haft kort kontakt tidligere. Men pludselig var han væk igen, og nu forsøger han så igen, at tage kontakten efter vi mistede den sidst. Vi har endnu ikke mødt hinanden trods jeg er 32, og han er 52….

1….2….3….. jeg er nød til at trække vejret ekstra dybt.
Jeg bliver usikker, jeg bliver ked af det, jeg bliver forvirret.

Jeg trækker vejret dybt, tager telefonen og ringer op.

Han spørger hvordan det går, og hvad jeg render og laver.

Han spørger ind til vores far, manden som har forvoldt så meget kaos i mit hoved igennem min opvækst, manden der har stresset mine hjerne i tide og utide.

Jeg fortæller kort lidt, han spørger mig hvordan jeg havde det med ham.

Jeg er ærlig, og fortæller jeg havde det svært, og at det både psykisk og fysisk har forvoldt mig skade igennem min opvækst.

Han fortæller han har læst rapporten om vores far, den fik han af min søster tilbage i 2017, han fortæller mig at det præcis er sådan at han lever nu.

Jeg er bange

Det gør ondt i mig at vide, det gør ondt at vide at han minder så meget om min far.
En mand som han ikke har lært at kende igennem sin opvækst, eller hele vejen igennem livet, men som han alligevel kan sammenlignes med på så mange måde, og så måske alligevel ikke.

Det skræmmer mig, og det holder mig tilbage. Jeg er skræmt, får ondt i maven, nervøs og ved på ingen måde hvilket ben jeg skal stå på.

Han ønsker mest af alt at møde mig alene, men jeg får det rigtig ubehageligt ved tanken. Det giver mig unødvendig hjertebanken, og utilpashed.

Ubesvarede opkald

Jeg startede med at skrive dette for nogle dage siden, min telefon har ringet mange gange siden da, og jeg har endnu ikke taget mig mod til at tage den eller ringe tilbage.

Inderst inde ville jeg synes det var super fedt at kende et andet individ der bære noget af det DNA jeg selv indeholder, men der er bare en sort, og dyster side der fra holder mig fra det her.

DNA

Jeg har det svært, rigtig svært med misbrug – jeg har det svært med alkohol og andre euforiserende stoffer. Jeg kan godt sidde og nippe nogle drinks, men det høre sjældenhederne til og jeg har 99% af tiden fuldstændig kontrol over det.

Hvis den sidste procentdel kommer til stede, og jeg ikke har kontrol over det, så får jeg det rigtig ubehageligt – og det er kun noget der sker yderst sjældent og ihvertfald ikke når der er børn til stede i hjemmet.

Det er skørt at jeg har behov for at have kontrol over indtag af alkohol, men min underbevidsthed fortæller mig hele tiden at hvis jeg bliver ringet op, eller at der sker noget som gør at jeg skal være mor NU, så har jeg ikke tid til at sove en brandert ud, og skulle komme mig før jeg skal være klar i hovedet og til stede.

Kontrol

Jeg føler på ingen måde at børn og alkohol eller for den sagsskyld andre ting der kan påvirke ens reaktionsevne eller lign. har noget sammenhæng til et liv med børn.

Det kan sgu godt være jeg er blevet skadet ved at vokse op i et hjem med alkohol, men for mig er det absolut vigtigste i mit liv altså mine børn. Og for dem skal jeg altid kunne være 100% klar i hovedet, og ikke lade alkohol påvirke min dømmekraft eller reaktionsevne.

Ville aldrig nogensinde tilgive mig selv såfremt at det var noget helt galt og jeg ikke handlede i nuet, fordi jeg ikke var ved 100% bevisthed.

Stopper det

Men for at vende tilbage, min hjerne køre med 200 km/t i tanker og følelser jeg ikke ved hvordan jeg skal håndtere, han ønsker at høre historier, se billeder og mindes den mand som han ikke kendte, men som han spejler sig selv i.

Jeg har oprigtig ondt af ham, for det er jo i bund og grund ikke hans skyld at jeg er som jeg er eller føler som jeg gør.

Noget i mig siger mig at han spildte sin chance i sin tid, og noget i mig siger at det var dumt at gøre opmærksom på at vi eksisterede. Som nævnt er jeg et stort kaos i det her, og måske det i sidste ende havde været bedre at kontakte andre i søskendeflokken end mig.

Ødelagt sjæl

Jeg har ar på sjælen, ekstremt dybe ar efter min opvækst, og jeg kan ikke bære på mine skuldre at skulle se et nyt individ drikke sig selv ihjel.

Jeg aner ikke om han er voldelig også, og jeg kommer nok heller aldrig til at finde ud af det. Men jeg tør ikke tage chancen, helt ærligt så er jeg pisse bange for ham. Det lyder måske dumt, men det er jeg virkelig.

Det er seriøst en sær følelse at sidde her, så mange tanker og følelser der flyver rundt inden i mig, jeg holder det mest for mig selv og ved ikke om jeg burde tale med nogle, eller betro mig nogle med mine dybeste tanker og følelser, for den usikkerhed der gemmer sig der inde – den frygter jeg kan bruges imod mig på nogen måde.

Mit hoved er et stort rod og kaos, og det samme er mine følelser.

Jeg beskytter mig selv, ved at gemme mig hjemme i hulen hvor jeg har mine absolut vigtigste mennesker. Mit liv er dedikeret til at vogte og passe på dem, som ingen anden.

Afstand

Ergo må jeg holde det på afstand der gør mig utryg, og usikker.

Og det gør min ukendte bror desværre, det er et svært valg at træffe når man for 4 år siden oprigtig havde et ønske om at finde ham, og lære ham at kende.

Den smule jeg har lært ham at kende på afstand, den har skræmt mig væk, hvor hårdt det end lyder.

Har du et familiemedlem du ved eksistere men ikke kender?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen